Elev på skoleskibet GEORG STAGE 1959
Jeg vil i det følgende berette om min tid som elev på skoleskibet Georg Stage, efter havde været på Klank Efterskole, mellem Århus og Silkeborg 1958 - 59.
Skoleskibet Georg Stage bygget 1934
Den 21. april 1959  mønstrede jeg, som elev nr. 57 på skoleskibet GEORG STAGE som lå på Holmen, København. Vi var 80 elever i alderen fra 15 - 19 år, var selv 17 år.

Af den faste besætning, kan jeg blot nævne kaptajn J. P. Nørgaard og overstyrmand Vilhelm Hansen (senere kaptajn skoleskibet Danmark), som sørgede for, at vi fik en oplevelse, med at sejle med sejlskib. Det blev en hård oplevelse, disciplinen ombord var "kæft, trit og retning", der var ingen "søde mor".
Det gælder at indordne sig et samarbejde, at underlægge sig en stram disciplin. Det gælder at tage sin tørn i nær kontakt med andre - at holde kæft og gøre det, man bliver sat til. Et skib er et godt pædagogisk instrument - et sejlskib er ekstra godt.
På programmet de næste 5. måneder stod for en masse blod, sved og tårer. Man fik ikke tilbudt en bahagelig rejse af kaptajnen - men nok en spændende og usædvanlig oplevelse.

Blod, sved og tårer...det er jo ikke just de knæsatte, pædagogiske mål i dagens Danmark. Men ombord på Georg Stage ved man, at skibet - og fællesskabet - ikke fungerer uden.

Georg Stage er en søfartsskole, der tilbyder unge mennesker en fornuftig praktisk uddannelse til søs og hører til den ælste søfartsskole i verden.
Her bibeholdes de gamle praktiske sømandsfag og de gamle sømandsfærdigheder, udtryk og benævnelser prøver man da også at bevare ombord.
Georg Stage er en tremastede fuldrigger, der blev bygget 1934 på Frederikshavn Skibsværft, vejer 298 tons brutto, er 36 meter lang og 8 meter bred og har en dybgang på 4 meter. Fra vandspejl til øverste mastetop er imponerende 30 meter i én rigning, der bærer i alt 800 kvadratmeter sejl. De er fordelt på 20 enkeltsejl, der hver for sig ikke ser ud af noget særlig. Men se dem bredt ud på et gulv.Storsejlet dækker 90 kvadratmeter - det samme som et pænt parcelhus - og fokken er på 70 kvadratmeter.

Det nuværende Georg Stage er det andet skib under dette navn. Den første fuldrigger var i aktiv tjeneste som skoleskib i 53 år, men blev ramt af en tragedie den 25. juni 1905. Skoleskibet var på vej til København og befandt sig i Hollænderdybet, da det blev sejlet ned af den britiske damper Ancona. 22 drenge druknede ved kollisionen.

Da vi var underbragt 40 elever på hver banje, og mulighed for bad fandtes ikke, og det var heller ikke nogen særlig behagelig øvelse, når der kun var meget lidt koldt ferskvand til rådighed. Derfor blev vi alle af hygiejniske grunde, kronraget, med en klippemaskine, og måtte først sidst på togtet, lagde håret gro.
Vi lærer at færdes i riggen
Skibets togt startede med den første sejltræning i Isefjorden, her lærte vi ret hurtig de 400 ender, som den løbende rig bestod af, at kende - udenad - ellers fik vi ikke landlov. Vi skulle også lære at færdes i riggen uden at falde ned, det skete i etaper - først op over mærset, så op over salingen og så ud i rærene.
Vi lærte naturligvis også at håndtere sejlene, sætte og bjærge dem og holde hele den stående og løbende rig ved lige. Der blev syet under sejlmagerens anvisning og spejset tovværk og wirer. Der skulles også skures dæk med kost og sandsten,vaskes ned, males og budses messing og sidst men ikke mindst var der bakstørnen (vaske op i saltvand) samt kabystjans.
Vi fik undervisning i sømandsskab, søvejsregler, signalering og morsetegn. Man havde udkig, rortjeneste med 2 mand ad gangen, og i dårligt vejr, kræves op til 4 mand til rors.
Sejlsyning
Jeg fandt også hurtig ud af, når man kom som landkrappe, at sproget til søs afviger synderligt fra landkrabbernes, men det gjorde det altså - og det i sådan en grad, at jeg de første par dage, måtte stå måbende, når der blev givet selv de meste simple kommandoer og beskeder. For eksempel hedder en trappe på "skibsk", en leider. En opvask hedder en bakstørn, dørken er gulvet på et skib, sovesal blev kaldt en banje, køje er en underdimensioneret soveplads, og man spiser ikke - man skaffede.
Efter sejltræningen i Isefjorden gik turen op gennem Kattegat.
Da vi sejlede ud af Isefjorden og alle sejl var sat, men vinden gjorde, at vi kun sejlede mellem 04 - 06 knob (1 knob er lig 1 sømil, 1852 m, pr. time)  og kursen var sat mod Frederikshavn, indså kaptajnen hurtig, at man måtte bjærge nogen af sejlene og motoren blev sat i gang.
Men i løbet af aftenen og natten begyndte det at blæse og sejlene blev sat. Bølgerne slog ind over skibsiden og her prøvede de kommende sømænd for første gang, søens stabadser, og næsten alle eleverne var mere eller mindre søsyge, og man fik bare besked på at søge mod rendestenen langs skibet, og har skulle ma næsten tro, at der var udbrudt en epidemi.
Her lærte vi unge drenge, at klare søens strabadser, holde skuden flydende og holde kursen, adlyde ordre.
Her var ingen undskyldninger og bortforklaringer, her bestemmer natyren og vi lærte som kommende sømænd at holde skuden i gang...
Det er ikke rart at være bange!
Her lærte vi søens strabadser

Det var også her, at eleverne for første gang for alvor skulle afprøve vores vagtplaner til søs. Livet ombord til søs følger et fast dagligt skema, hvor vi var delt op i styrbords - og bagbords vagt. Jeg var på styrbords vagt, som f.eks. gik til køjs kl. 20.00, vagt på dækket fra kl. 00.00 til kl. 04.00 (hundevagten), herefter til køjs og kl. 06.30 vækning, morgenmad og rengøring af skib, og fra kl. 08.00 - 12.00 vagt på dækket og efter skafning/bakstørn, undervisning i sømandsskab fra kl. 13.00 til kl. 16.00, herefter vagt på dækket til kl. 18.00, skafning/bakstørn og hvil til kl. 20.00 og herefter vagt på dækket til kl. 24.00, o.s.v. Meget søvn fik man ikke til søs i 1959, og vi skulle også skrive i vores dagbog hver dag.
I Frederikshavn var der allerede to elever der åbenbart havde fået nok af livet til søs og rømmede om natten fra Georg Stage.

Efterhånden kom man ind i "Georg Stage rytmen", som man enten elsker eller hader. Det bliver en slags livsstil, som for de fleste kræver tilvænning.
Undervisning, nattevagter, styrmændene, baksmønstring flere gange daglig, hængekøjerne - det har jo alt sammen sin charme, uanset om man kan lide det eller ej.

Her har jeg, som elev nr. 57, udkig på bakken
De fleste elever lærte hurtig at erkende nødvendigheden af et stramt reglement. Ellers fungerede skibet ikke, og det er det første og største krav for alle ombord i Georg Stage. For at sejle på et sejlskib, skal man først og fremmest havde nogle menneskelige egenskaber, og så er man nødt til at være tolerant over for mennesker, man ikke nødvendigvis bryder sig om. det skyldes, at man omgås hinanden i døgnets 24 timer, og er frataget alt privatliv. Fot på "Geo" har man intet privatliv. Jeg gentager: INTET PRIVATLIV. På banjerne er der altid liv, folk sover, spiser og får undervisning. På dækket er der også altid mennesker, afføringsfrekvensen øges når man er til søs, men fordi opvasken bliver taget i dette område, fordi der males ankerkæder - og så frem for alt, fordi der altså er ca. 80 mennesker, som alle skal benytte sig af disse, i øvrigt, ret åbne, få og MEGET små toiletter.
Man lærte også hurtig at holde af hængekøjerne, der blev hængt op under dækket som en overdimensioneret banan til modning. Men ve den som forsøgte at balancere sit korpus op i sådan en satan, så tog fanden ved bæstet.
Men efter lidt træning, var det blot at gribe fat i overliggeren oppe under dækket, sætte af fra dørken med smuk samlede beb og VUPS lå man i køjen.

Lørdag var det tøjvask - uanset vejrforholdene. Man fik tildelt en halv pøs fersvand til at vaske tøjet i, skylning af tøjet foregik i saltvand.
Derefter blev det rene tøj hængt til tørre i tøjjollerne, der blev hevet op under rærene. Tøjklemmer kunne ikke bruges, så alt vasketøj blev fastgjort ved hjælp af kavlgarn med et meget bestemt stik, gjorde man det ikke rigtig, kunne man let risikere, at ens tøj ved vindens hjælp forsvandt ud over siden, og man fik det ikke erstattet. Til aften blev tøjet hevet ned, uanset om det var tørt eller ej.

Efter en del sejlads i Kattegat, Bælterne og senere i Østersøen, med besøg i Västervik, i Sverige og senere til Christiansø, her fik vi demonstrerede et raketapparat, som dengang anvendes ved kysterne. Her skydes en line ud over det strandede skib, hvor man så kunne hale en trosse ud til skibet og gøre det fast så højt på skibets maste som mulig. På trossen vandrer en redningsstol, i hvilke skibsbrudne en ad gangen hales i land. Traditionen foreskriver at der ved Georg Stages besøg, afholdes bal på "Månen" - det er navnet på forsamlingshuset på Frederiksø, hvor Henning Køies spillede (ham der skrev "Ud på flisen Karoline").
Én af eleverne traf en pige som han er gift med den dag i dag.
Da eleverne var blevet dus med skibet, stod man ud i Nordsøn med besøg i Skotland, havnebyen Leith, som i 1919 blev indlemmet i Edinburgh.

Efter et togt på godt 5 måneder, ankom vi til København, hvor der var skriftlige og mundtlige prøver og de 14 bedste elever fik et forgyldt merlespir. Jeg var én af dem.

Georg Stage hjalp hermed, de fleste elever, med at få hyrer i handelsflåden, men jeg gik op på Søværnets Personelkontor, og fik et ansøgningsskema, til math i Søværnet.
AFGANGSBEVIS GEORG STAGE 1959
Merlespir
De 14 bedste elever fik et forgyldt merlespir til erindring. Merlerspiret var en naturlig del af sømandens udstyr, bl.a. til at splejse i tovværk med.
Mit ophold på Georg Stage var lærerigt på flere niveauer:
Jeg fik lært hvor vigtig et fællesskab fungerer på et sejlskib, at vi alle havde en funktion, og hvis nogen af os svigtede, kunne det betyde liv eller død, for hele besætningen. Så det gav mig et fuldgyldigt billedet af, hvordan det er at være til søs og skulle integreres i et sammentømret fællesskab, man sjældent ser i land.
Man lærer hurtig, når det skal handles på et sejlskib, eller der opstår en kritisk situation på et skib, nytter det ikke at gå i gruppearbejde, men bare følge ordre fra kaptajnen.

Gamle Georg Stage-drenge er i dag spredt ud over hele jorden. Mange er blevet inden for søfarten, andre er gået i land. Det kan ikke være anderledes. Men fælles for de fleste er, at de aldrig glemmer deres første møde med søen på et skoleskib.
Foreningen "Gamle Georg Stage Drenge", jeg selv er medlem af, blev stiftet i 1937, har et sø højt medlemstal som 1000. Foreningen har samlingslokale og mindestue i restaurant Rabens Have på Christianshavn.
-En Georg Stage-dreng kommer sædvanligvis lige fra hjemmet i længere tid for første gang. Tilværelsen er vidt forskellig fra, hvad han er vant til og gør derfor stærkt indtryk på ham.
Georg Stage i dag
I dag er kadaverdisciplinen erstattet af mere moderne pædagogik, alligevel ventes der de unge en kulturel omvæltning af ganske pæne dimensioner.

Skibet har gennemgåeten betydelig ombygning og modernisering, ikke mindst af de hygiejniske forhold.
I 1973/74 blev elevantallet reduceret fra 80 til 63, samt en 10 - mands fast besætning. Siden 1981 er der også antaget kvindelige elever.
Klokken anvendes til at slå glas med. Besætningen kunne hører hvad tiden var dvs. hver halve time. (Eleverne havde ingen ur)
Søværnet vender tilbage til sejlskibene
Siden 2004 har Georg Stage været lejet ud én måned om året til Søværnet, hvor kadetaspiranter får deres indledende grunduddannelse i praktisk sømandsskab. Her lærer de unge kadetter et "rigtig skib" at kende, og vandet, blæsten og strømmen skal smyge sig ind på rygraden og lystavlen, på de kommende officerer.
Formålet med togtet er at give de kommende officerer et kendskab til traditionerne i forbindelse med sejlads, fordi ombord på dette skib foregår tingene i den gamle skole.
Umdervisning, skafning, adspredelse og al form for dagligliv foregår på de samme banjer og på dækket, og derfor enhel oplevelsen en kæmpe samarbejdsøvelse.
Rigtige søfolk starter på Georg Stage!